Spillet kan begynde!

I mere end 25 år – fra 1975 og fremad – lagde Hald Hovedgaard faciliteter til en lang række friluftsskuespil, “Haldspillene”. De blev produceret af Hald og opført, instrueret og i langt de fleste tilfælde også skrevet af lokale, eller lokalt forankrede, professionelle forfattere og dramatikere. Der tælles bl.a. navne som Peter Seeberg, Bent Vinn Nielsen, Jytte Borberg, Henning Pedersen, Henry Myers, Søren Chr. Hansen og undertegnede.
Spillene startede som en del af de midsommerfester der i denne lange årrække blev et fast udflugtsmål for både viborgensere og mange andre.
Initiativet blev taget af K.E. Hermann, stifter og leder af Forlaget Arena, som på det tidspunkt havde til huse på Hald. Spillene skulle medvirke til at styrke kendskabet til Hald. Det lykkedes.
Den senere og utrættelige daglige leder, Erling Greve Kristensen,sikrede fra 1980 med sin ildhu, sin tæft for lokalhistorie og frivillighed, samt kærlighed til kunst og kultur, at spillene – og Hald selv – blev en central del af det lokale og regionale liv. En del senere deltagere i amatør- og professionelt teater har trådt deres første scenesko på Hald.
Billederne herunder er af omslaget og forordet til den bog der blev udgivet i 2000 i anledning af Haldspillenes 25-års jubilæum.
Bogen er redigeret af Erling Greve Kristensen, Henning Pedersen, Gerhard Rasmussen, T. Baun-Kristensen og undertegnede.
Omslagsillustration: Erik Claudel.
En righoldig samling af artikler, billeder og manuskripter beror på Viborg Lokalhistoriske Arkiv.